Dette er ottende indlæg i en serie på 10

Vi er på vej gennem de 10 ting, jeg som jordemoder, anbefaler, at du og din partner får styr på inden veerne en dag kommer – eller vandet pludseligt går. Du kan også læse afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3, afsnit 4, afsnit 5, afsnit 6 og afsnit 7

Her kommer den ottende ting:

8: Få styr på bilen

Når I skal ind til fødegangen er det for de fleste med bil. Jeres egen bil, svigermors bil eller taxachaufførens bil.

Vi kan sikkert let blive enige om, at bilen helst skal være lige så ren efter køreturen som før. Faktisk er det ikke specielt lækkert at tænke på alt det fostervand der kan ende nede i bilsædet. For ikke at nævne værre ting end fostervand, der kunne svine bilen til.

Du kan heldigvis slippe for griseriet med et par enkle moves.

Du skal faktisk kun bruge 1 håndklæde og 2 plastikposer. Det kan være skraldeposer fra rullen i skuffen eller brugte netto-poser, det spiller ingen rolle – bare der ikke er huller i!

Den ene pose lægges på bilsædet hvor den fødende skal sidde. Håndklædet lægges ovenpå posen.
Voila!
Du har nu en siddeplads, der beskytter bilsædet mod både fostervand og tegnblødning. Hvis vandet ikke er gået, så lav alligevel denne afdækning – det kunne jo gå, mens I kører.

Den anden plasticpose er til bræk. Mange kvinder har kvalme undervejs i fødslen, og du kan let blive køresyg, når du skrumpler rundt på bagsædet med veer og lukkede øjne. Så en god gammeldags søsygepose er uundværlig i bilen.

Der skal også styr på babys autostol. Den kan være bøvlet at få monteret. Skal den klikkes i en iso-fix-base? Og hvordan sættes basen fast i bilen? Er det bilens tre-punkts-sele du skal spænde autostolen fast med?

Det giver sved på panden at stå ved bilen efter fødslen med en nyfødt og prøve at gennemskue hvordan du får autostolen sat fast. Så sørg for at få helt styr på hvordan det gøres.

Det er ikke fedt at stå i aftenkulden udenfor hospitalet og kæmpe med autostolen.

  

Hvis du gerne vil have besked, når den næste af de 10 ting kommer på bloggen, så følg mig på facebook, hvor jeg løbende vil linke til de nye indlæg, når de udkommer.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

clear formPost comment