Dette er første indlæg i en serie på 10

Mange gravide kvinder – og mænd, der har gravide kærester – kan være i tvivl i slutningen af graviditeten.

“Har jeg egentligt styr på det hele?”

For hvad skal man egentligt have tjek på før veerne starter eller vandet pludseligt går?

Kan man overhovedet forberede sig nok?

Uanset hvem man taler med, så hører man om nye ting, man ikke aner om man burde vide. Er det vigtigt at vide om barnets hoved ”står højt”, hvis nu jordemoderen *for fanden* ikke har nævnt det med et ord?!?

Hvad er “need to do” og hvad er “nice to do”, når det handler om at blive klar til at byde et lille nyt menneske velkommen til verden?

Læs med her, jeg har lavet en overskuelig liste til jer. Der kommer 10 blogindlæg hen over de næste uger. De indeholder de 10 vigtigste ting, som du og din partner skal have styr på før fødslen går i gang. Når I har styr på disse 10 ting, så er det vigtigste på plads.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at så er resten “nice to do”, men I har fået styr på det I nødigt vil klare jer uden.

Her kommer den første ting:

1: Hospitalstasken – din pakkeliste til fødslen

Når I forlader jeres hjem og lukker døren for sidste gang før baby kommer ud, så har I brug for at have nogle ting med. Der er nogle essentielle ting, som jeg anbefaler alle at tage med, men derudover er det lidt forskelligt, om du regner med at skulle hjem få timer efter fødslen (ambulant), eller om du regner med, at I er på hospitalet 1 – 2 døgn efter fødslen. Du kan blive indlagt efter fødslen fordi du er førstegangsfødende, skal have planlagt kejsersnit eller måske har fået et tilbud om en plads på barselsgangen, fordi du tidligere har haft en vanskelig amning. Denne pakkeliste til fødslen kan bruges af alle, men husk også at tænke over, hvad du selv bruger til hverdag og ikke vil undvære.

Jeg anbefaler følgende til alle:

  • Kamera

    Sørg for, at du har rigeligt plads på hukommelseskortet, så du kan få taget mange billeder både undervejs og efter fødslen. Måske har du også lyst til at tage et videoklip. Det fine ved digitale billeder er, at du altid kan slette de billeder, du ikke har lyst til at se igen nogensinde, og resten kan du sortere. Så skyd løs undervejs. I kan også bede jordemoderen om at tage et par billeder af jer med barnet efter fødslen.

  • Opladere – til kamera, telefon, højtaler, musik-afspiller.

    Det hele! Overvej at købe en multi-dims som denneher ”koppla” fra IKEA, eller tage en stikdåse med. De fleste steder kan du højest finde en enkelt ledig stikkontakt. Det er så ærgerligt at skulle slukke musikken, mens kameraet får strøm. Det skyldes at mange hospitaler har særlige stikkontakter med et rundt og et fladt hul, og kun enkelte normale kontakter med to runde huller.

  • Hårelastikker – med mindre dit hår er trimmet helt kort.

    Det er virkeligt irriterende, at få håret i øjnene. Hvis du fx overvejer at bruge badekar, kan det være rigtigt rart at få håret op i en knold, så du ikke skal tænke på det.

  • Læbepomade

    Du kan nemt få tørre læber, når du pruster og arbejder hårdt.

  • Massageolie

    Langt de fleste kvinder vil undervejs i fødslen gerne masseres – ofte er det lænden, der skal have en tur. Det er så skønt at få olie på, så hænderne glider roligt rundt. Hvis du bruger olie, så undgår du varme røde mærker af hænder, der har gnubbet hårdt. Især hvis din mand har ru håndværker-hænder er massageolie uundværlig.

  • Sugerør

    De har dem sikkert på fødegangen, men måske har de ikke. Måske er de løbet tør lige præcis den dag du føder. Snup en pakke i tasken. Når kvinden er koncentreret om ve-arbejdet glemmer hun ofte at få drukket, og det er meget nemmere for partneren at hjælpe kvinden til at få ny energi, hvis hun får et sugerør hen på læberne i vepausen (slurp, aaaarh ) i stedet for at blive spurgt om hun vil have noget, og derefter selv skulle føre en kop op til læberne. Jeg ved det lyder fjollet, men tro mig, et lille sugerør kan gøre en stor forskel.

  • En skjorte

    Din partner kan med fordel have en skjorte med i tasken. Når baby er født, er det rigtigt rart for din partner også at kunne holde barnet med hud-til-hud kontakt. Det kan være grænseoverskridende at skulle smide T-shirten og sidde i bar overkrop på fødestuen, derfor er en skjorte rar at have på. Du får tæt kontakt med barnet samtidig med du ikke føler dig afklædt.
    Hvis I har lyst, så smid et par joggingbukser i tasken også. For partneren kan det være rart at kunne bevæge sig frit og sidde på hug mm, den frihed er svær at have i et par stramme cowboybukser.

  • Snacks – mange snacks.

    Du ved ikke hvor mange timer I skal hænge ud på fødegangen. De fleste steder kan du højst få ristet toastbrød undervejs i fødslen. Hvis du er heldig har hospitalet et cafeteria, der laver kedelig (og dyr) mad. Og kvinden er alene på fødestuen, mens partneren er ude efter mad. Det er en rigtig god idé at have pakket rigeligt med müsli-barer, karameller, energi-drik og hvad I måtte have lyst til undervejs. Der skal være nok til jer begge to i 12 timer. Hvis der bliver noget til overs, så er det lækkert at have de første uger efter fødslen, hvor man ikke nødvendigvis har overskud til at lave mad 3 gange dagligt midt i amningen. Frisk frugt er også lækkert at have i tasken.

  • Musik

    Måske bare din telefon og en højtaler, der kan kobles på. Du behøver ikke at slæbe et helt stereo-anlæg med. Gør jer nogle overvejelser om en playliste med rolig musik, der hjælper jer til at slappe af mellem veerne. Hvis ikke I selv har noget, der passer, så kan I kigge på youtube. Dette 3 timer lange musikstykke anbefaler jeg som udgangspunkt. Så ved I også, hvad jeg tænker, når jeg skriver ”rolig musik”. Bliv nu ikke bange for den hippie-stemning, der er i musikken med panfløjte og vand-lyde. Det skaber ro på fødestuen, og det er meget vigtigere end, at man har lyst til at høre det, når der ikke er en fødsel i gang (for det har I helt sikkert ikke).

  • Tålmodighed

    Hvis der er plads til mere i tasken, så fyld op med tålmodighed. Indstil jer på, at I skal være 12-15 timer på fødegangen før barnet er ude. Regn med at møde 2-3 jordemødre undervejs i fødslen.

  • En velforberedt partner

    Det er ikke så vigtigt, om det er din mor, søster eller kæreste, der skal med til fødslen. Det vigtige er, at du har en person med, som du har tillid til. Når du har valgt hvem der skal med (for langt de fleste er det selvfølgeligt, at barnets far skal med) så er det vigtigt, at I forventningsafstemmer og forbereder jer sammen. Sørg for at arbejdsgiver ved, hvornår partneren regner med at blive ringet hjem med kort varsel af en brølende kone, der har veer. Partneren har en uvurderlig rolle derhjemme, i starten af fødslen, hvor der bare er jer to og I sammen skal bevare roen og arbejde jer igennem de første mange veer. På fødestuen er partneren din advokat. Han skal kunne tale for dig, når du ikke selv magter det. Han skal vide om du gerne vil have en epidural eller i badekar. For det er ikke sikkert, du selv kan rumme at tage beslutninger. Han skal kende dine tanker og drømme for fødslen, så han kan hjælpe jordemoderen med at hjælpe dig. (Du behøver ikke lægge din velforberedte partner i hospitalstasken – lad ham bære den for dig). Hvis din partner ikke er velforberedt, kan I booke fødselsforberedelse hos mig, så lover jeg, at han bliver klar til at hjælpe dig gennem fødslen.

 

Til dig der skal være indlagt:

Forestil dig, at du skal på hotel i 2 døgn.

  • Blødt tøj
  • Toiletsager
  • Din egen hovedpude – hvis du har et særligt kærligt forhold til den
  • En rulle blødt toiletpapir er ren luksus, når du er øm i bunden og hospitalets toiletpapir minder om sandpapir.
  • Undersøg om jeres hospital kræver, at I selv medbringer fx babydyne og babytøj – det varierer fra sted til sted.

Det er en fordel at pakke i to tasker. En til fødestuen og en til barselsgangen. Den taske I først skal bruge på barselsgangen kan I lade ligge i bilen, så har partneren kun halvt så meget at bære på. Turen fra bilen og til fødegangen kræver ofte en støttende hånd.

 

Til dig der skal hjem lige efter fødslen:

Sørg for et sæt blødt tøj til baby og mor, så I kan komme ud i bilen og hjem på sofaen.

 

Hvis du gerne vil have besked, når den næste af de 10 ting kommer på bloggen, så følg mig på facebook, hvor jeg løbende vil linke til de nye indlæg, når de udkommer.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

clear formPost comment